Rejsen
Min rejse var lang, gik igennem intet. Altid Omgivet af skyggerne, som kom af lyset.
Jeg vidste ikke hvad det var – hvornår det begyndte, sluttede..
Hvor jeg var på vej hen, men vidste det var en rejse.
Jeg fejlede, svigtede. Døde undervejs; blev født på ny.
I alt jeg så – absurditeten herskede.
Al den smerte, al den anger, Jeg troede jeg var i helvede.
Mit eget lille private helvede. En flammende mur som adskilte mig fra resten af verden.
Tiden står stille, men kan ikke fanges. Glider igennem mine hænder når jeg prøver.
Kun dødens fremmarch gør mig bevidst om dens gang.
Den er for abstrakt til min begribelse – som denne rejse.
Min rejse gennem livet.
Byrden
Med rystende hænder vakler jeg frem.
Kvalt og blændet af den kvalme, som mine tanker har skabt.
Imens jeg kæmper for luft, banker mit hjerte i al sin kraft
Af mine tanker om livet
Det jeg fik givet.
Uden hensyn uden lyst.
Min krop den skriger; skriger efter trøst!
Men min stemme er væk, min mund af mistro stivnet.
Ingen vil forstå min største pinsel; at jeg blir syg af livet.
” Verden”
Jeg ser en verden af glas.
Så klar og klam.
Ønsker jeg kunne knuse de blanke vinduer.
Se det rene glas falde som spejlende spyd.
Spidde os ihjel med egen overfladisk tryghed.
Se glasset som det burde se ud.
Knust og stænget til; med det blod vi glemte vi havde...
Den fortabte generation.
Døbt af tidens kvaler fra den dag vi blev født.
Vores liv levet, til den dag, hvor vi ikke længes efter andet end døden.
Vi har lært af vores fejl. Fejlet dem igen, og fejet dem under gulvtæppet, til musikken af normens tryghed.
Lærdom om menneskelighed, er gået i forhistoriens glemte skab. Vi er de dømte. Dømt af de samme mordere som har skænket os livet.
Vi er den fortabte generation.
Som kun har til forskel fra forfædrenes overfladiske menneskelighed, at vi lever velvidende om at der ikke eksisterer ægte værdier, vi har ingen illusioner at knytte os til.
Ingen mål synes begribelige, andet end den intethed populismens slør har gemt så længe
Igennem intet, for intet, går vi dødens march.
Synger livets sang med dyb sørgmodig mumlen.
Vi ser efterladenskaberne af den før så selvhøjtidelige race, vakle rundt i Nihilismens ubrydelige greb, med den pinlige viden om vores egen selvforskyldte smerte
Med viden om vores egen magtesløshed overfor de menneskelige svagheder, vi bærer og skaber i vores sind.
Vi ved, at I denne Verden, med dette folk, er hver mand sin egen gud.
Og vi blir i hinandens liv, vores alles død.
Dybsindig vold
Arrene sprækkes, smerten skær.
Tanken om døden er pludselig så nær.
Blodet pibler, griser.
Løber som tårer ned af den forpinte krop.
Viser drengens råb om hjælp og stop.
Det mørknes og størknes.
Som personen med depressionen.
Smerten forvinder, da vreden fremtvinger.
Kniven igen.
Arrene sprækkes, smerten skær.
Tanken om døden er altid så nær.
Betydning.
Jeg vil rive jer ned fra jeres fantasi, og dennes opstillede liv.
Ned til mig og min verdensdepression.
Pege jer frem til alt det falske og forkerte, og mærke jeres hjerter hamrer jer til døde ved angsten om det virkeliges fald.
Og vi vil grine sammen. Til synet af livets kvalmende døde ansigt.
Vi vil smile uden betydning
Et liv?
Mit liv er en strøm af uforstyrrede refleksioner.
Skabt af indtryk og følelser,
som igennem vibrationer,
Skydes op i min hjerne og tegner mit liv.
Præger mit sind.
Skubber mig ind
Den sidste barriere.
Tiden rammer mig og jeg flygter med frygten om livets sorte ende.
Jeg tvinges tilbage til det flade syn.
Glemmer min trang til den psykedelisk sande side.
Til den ukendte frihed.
Får kun syrede smagsprøver på det psykotiske livs velsignelser.
Delt i to. I frygt og farver.
Skåret midtover, af tidens usynlige guillotine
En verden i had.
Vi skaber liv i had, og hader disse liv.
Græder for alle de fortabte sjæle, som vores had ikke nåede at ramme.
Vi hader døden.
Hader det vi elsker endnu højere.
Hader alt det had, vi skaber.
Så vi hader os selv
Evig kulde.
Ser i mig ikke stå ventende.
Mens jeg rækker min kolde hånd ud.
I vil mig måske ikke?
Jeg ønsker kun jer, ønsker kun mig selv i jeres øjne.
Men ser kun rygge. Ser kun sørgmodige blikke, bag stærke facader.
Ser flokke af tilfældige sjæle.
Uden betydning. Uden mening. Uden liv.
Hvad er vi uden hinanden?
Psyko.
På kanten til psykotisk flyder livets farver sammen.
Meningen er meningsløs.
Mit Intet er fyldt ud.
Smukkere har ingen set på verdens synder.
Jeg er den første, den sidste af min slags.
I bør frygte mig og mit syn.
Som Jeg frygter i vil.
I bør lytte til den hvisken, som kun jeg kan høre.
Hvis bare i kunne se som mig.
Føle som mig.
Dø som Jeg dør hver dag.
Blive genfødt fri fra verden.
Og flygte psykotisk
Til livets andet ansigt.
En mening
Danser for mig selv med lukkede øjne.
Beskriver hvert sekund i søvne, mens jeg nærmer mig havets kant.
Betragter fantasien i mit hoved, som opblomstre ved hvert et nyt trin.
Hver berøring mellem min krop og blæsten.
Vandene bredder sig. De fanger mine bevægelsers kraft.
Gemmer dem til evig tid i det blå dybs minder.
Udødeliggjort, tager jeg min afsked
