Min kæreste er en bjørn

I morges drømte jeg, at min kæreste fortalte mig, at hun var en bjørn og at vi derfor ikke kunne være sammen længere.
Hun jagtede mig rundt i Københavns gader.
Jeg tror nok blandt andet Christianshavn.
Da jeg kom tilbage til min lejlighed i drømmen, var der en rude der var smadret og dækket til med sorte plastiksække gaffa-tape.
Det var meget uhyggeligt, og jeg var fortvivlet.

Da jeg vågnede lå min kæreste i mine arme, og jeg krammede hende meget hårdt og længe fordi jeg var så lettet over, at hun ikke var en bjørn.

Jeg har læst på nettet om hvad det betyder når ens kæreste siger, at hun er en bjørn i en drøm. Det er ikke rigtig til at finde ud af.
Jeg tror det er noget med at der er en fare for, at noget i vores forhold går galt.
Jeg tror det har noget med mig at gøre.
Det er en fare der jagter mig, ligesom hun gjorde.
Eller måske rettere en fare jeg flygter fra.

Jeg flygter fra noget.
Det gør mig lidt bekymret.
Jeg må snakke med hende.
Jeg gør det på søndag, om morgenen.

Koldsved

Titusind ravne river mig i stykker indefra

det kan være fucking ligemeget nu hvordan jeg ser ud udenpå.

Tog min tillid, kærlighed og respekt og smed den bevidst ind i en andens pik og derefter op i hende selv.

Følelseskold.

...

Ligeglad

...

Ignorant

...

Slipper afsted med det hele.

Hun er alt og intet.

Et kæmpe spark i maven hver gang jeg overraskes over at det er hende jeg snakker med. 2 år, numero uno, og stadig ikke en skid medfølelse. Jeg kan ikke kapere det. Jeg dør tusind gange per. sekund hver gang billederne hersker i mit sind om natten.

Min fornuft er værdiløs og min sjæl findes ikke.

Godnat

I nat vil prøve at flygte.

Man kalder mig for æstetikeren

SÅ

MANGE

GANGE

FØR

har jeg prøvet det.

det er svært. svide skært.

mine tanker farer hensynsløst rundt.

fine fanker farer fensynsløst fundt.

jeg kan sgu ikke lige finde ud af det.

håber det her vil lukke mine øjne for nu.

eller rettere åbne dem måske.

jeg ved du kalder, jeg hører dig.

jeg er bare igennem en hård tid lige nu.

håber dette har været et bjæf midt i ulvenes hylen!

Kærligst .

Tåget

Tilbage men tåget. Er det hvad jeg kan forvente, er det det som forventes.

Måske smerten er vejen, lever vi alle i den.

Lever vi alle i forskruede perceptioner, forvrængede billeder.

Jeg lever med billeder, det er sikkert, de er mit liv.

Måske er mine bare for foranderlige, for hoppende, ikke flydende.

Mine billeder er alt og intet, som jeg er alle og ingen.

Er det virkeligt, eller virkeligt nok til at være normalt.

Eller er jeg stadig psykotisk?