De knasende knoglers usynlige anatomi.

Jeg brækker mine knogler op gang på gang jeg åbner mine øjne.

Så med poser af titanium om halsen render jeg rundt.

Og sejler med de syv dødssynders vinde i ryggen, på de flotteste skibe

Skabt af mit eget skelet.

Rev min arm af, men du ville ha min fod.

Skrev et digt i blod, men du vil kun ha min sæd.

Kaldte mit liv meningsløst,

Og du slog mig..

Jeg lever slidt.

Snittet og slebet ned, for at en dag

At få en ny krop

Med titaniums laminering, leveret og kreeret af mine organer,

Stressende arbejder min hjerne

For at få plads.

Kaster mig selv for løvernes fødder.

Lader dem æde mig levende imens jeg kysser deres poter.

Slår til sidst i desperation men for sent.

Hvor er mine arme

Klippede mit liv ud af himlen den dag jeg blev født

Gravede efter helvede men fandt kun gråt.

Råbte og skreg efter tegn på det der manglede

Manglede i alt jeg så.

Jeg brændte resten væk

for at leve i intet.

Slangerne hiver, hviner og hejser

Mig op til de store, der, hvori alt bliver til hvidt

Knoglemasserne af det om en gang var

Det som aldrig bliver igen

Tabt i tusinde hvide stykker foran mit skelet.

Levner levende liv på de glubske gribbes sletter

Græder over de gylpede rester med misbehag men ægte

Saver deres afkom over og graver dem ned i jorden

For sjov

jord er du kommet til jord skal du blive

Hadet er sorgen

som en glat ål slimer jeg mig igennem dens bølger

for at kunne nå op må jeg springe tusinde skibe i stykker

skærer dem med mit spidse skelet gnaver dem over med mine rug tænder,

jeg tænder lys for alle de andre fangede fisk i havet

Jeg savler over sorg.