Tilbage men tåget. Er det hvad jeg kan forvente, er det det som forventes.
Måske smerten er vejen, lever vi alle i den.
Lever vi alle i forskruede perceptioner, forvrængede billeder.
Jeg lever med billeder, det er sikkert, de er mit liv.
Måske er mine bare for foranderlige, for hoppende, ikke flydende.
Mine billeder er alt og intet, som jeg er alle og ingen.
Er det virkeligt, eller virkeligt nok til at være normalt.
Eller er jeg stadig psykotisk?
