Mit naive barn.
Ses der sådan på min person?
Er man naiv i denne verden, hvis man har det om jeg?
Hvis man har set alt ondskab udspringe fra ens eget centrum, set alt ondskab med ens unge øjne.
Stadig troende på det bedste i os alle, samlede.
Er man da naiv?
Har man da et godtroende, umodent syn på det man kan, og burde opnå ved at være i live?
Enten har i ikke set, følt, hørt, smagt, smertet verden som jeg.
Uden denne viden, om skæbnens dystreste konsekvens, er det klart, at i, ser på mig som for følsom og naiv til livet, når det egentlig er jer der er de sande naive, forblindede teenagere og umodne voksne i tomme kroppe.
Eller værre.
I har set, følt, hørt, smagt, duftet, smertet verden som jeg, og vendt ryggen til.
I jeres skræk ved synet af livets ondeste kvalmende smil, har i vendt øjnene ind i jer selv, forfalsket jeres eksistens, forfalsket og forgiftet menneskenes historiske stolthed, og dennes skrøne om det gode.
I er de uvinde.
I er de dumdristige.
I er de naive mennesker uden lyst til at lære.
Uden lyst til at nikke og tage imod sorgen ved vores alles største fejl, uden lyst til at føle stoltheden ved at handle på det der skal handles på.
I kan gemme jer i jer selv. I kan gemme jer bag materialismen og populismen.
Så vel, socialismen som liberalismen, ja, alle ideologiernes forskruede grene, alle styresystemernes svækkende kasser, med deres falske tryghed, og misledende hvisken.
Gem jer, så vel, bag mig, som jeg har gemt og beskyttet mig selv bag jeres falske liv.
Men livet vil være det samme.
Den bitre smag forsvinder aldrig fra jeres bagerste dybeste lag, medmindre, i løfter hovedet og tage i mod det ægte. Tager imod mig.
Vi har mistet troen på hinanden i vores liv, og vi har mistet troen på os selv i andres.
Livet er absurd og kvalmt.
Men det betyder ikke at vores handlinger skal være det samme.
Så kald mig bare et naivt barn.
En samfundssvaghed. En ulykkelig sjæl, blandt alle jer lykkelige egoister.
Men jeg ser i gennem jer, hver dag, hvert sekund, og jeg mærker jeres frygt.
Mine øjne vil snart brænde jeres inderste tanker frem, dem vi alle lever vores liv for at skjule.
Dér, vil jeg mærke jeres hjerter hamrer jer til døde, ved det nye syn på livet, med dennes kvalmende døde ansigt.
Dér, vil i forstå, at i, har smilt hele jeres liv, et smil, uden betydning.
Følt en glæde, uden følelse.
Fortalt en løgn uden en sandheds eksistens.
Levet et liv uden betydning.
Dér, vil i forstå, at kun sammen. Kun fælles, kun med kærligheden til livet blandt andre, blandt fælles fjender af det at være i live, kan vi finde en vej ud af den grå, massive tåge af intet, som truer med kvæle os, hvert øjeblik, og finde en vej til det bedre, ægte, sande naive liv i al dens skønhed.
Så kald mig bare naiv.
Men i det mindste er jeg ægte naiv, og ægte naiv er vel bedre end falsk alvidende?
Som naiv, er den eneste måde jeg kan, og vil leve mit liv, den eneste måde, hvorpå jeg kan beholde mit håb om mening, ved jeres og min, så vel, fødsel som død.
Den eneste mulighed jeg har, for at finde en mening ved alt det grå imellem disse to kontraster.
Og ja; kald du det bare et liv hvis du vil.
Mit naive barn.
