Det slår ligesom ned i mig, og så ikke rigtig.
Jeg tror jeg har det, men jeg har det ikke.
Det er en kamp. En kamp mod formen og ordene og alt det.
Det skal jo ud, ikke sandt? Ud og ned, det skal det.
Men altså det er om at være hurtig, om at fange kernen.
Du tænker tanken og så er den væk. Den er væk med det samme.
Men så må man alligevel prøve at genkalde sig noget af det. Som et platonisk skyggebillede der formuleres. Og det ikke kun ordene. Det er det samme med musikken. Fuldstændigt.
