Hele lortet bygger på en pisse maskinel tilgang til livet.

De er ligeglade med hvordan den enkelte har det.

De køre bare videre i deres store damptromle og maser alt det der kommer i vejen.

De er sgu da ligeglade om der bliver knust et par drømme hist og her.

Det hele bliver styret ovenfra af nogle mennesker der ikke har en skid styr på noget, eftersom de selv er velvillig deltagere i hele spillet.

Men lad det nu ikke udelukkende være en politisk skrivelse.

Det bygger sgu på følelser.

Mine følelser.

Bare kald mig egoist.

Det er jeg til en vis grad også.

Lad mig sige det som det er.

Jeg har været lidt ked af det her på det sidste.

Lidt ked af hele drejningen det har taget.

Den meningsløshed, der ligeså snart den for sit snit til det, bredder sig i kroppen på mig.

Den er ved at tage livet af mig.

Den kommer snigende hver gang jeg tager et hvil, fra alle de aktiviteter jeg febrilsk sætter i vandet, for at holde tankerne på afstand.

Jeg burde have set det komme.

Dengang de kom og talte om det forjættede land.

Talte om alle de ting vi i fælleskab skulle nå.

Alle de såkaldte døre der skulle åbne sig.

Det eneste de ville have var tre år.

Bare tre år

Jeg skulle have vidst det. 

Men jeg er også skuffet over alle jer andre.

Det er i sådanne situationer at vi bør stå sammen.

men hvad høre man fra jer når tampen endelig brander?

intet.

I burde fandeme skamme jer.

Ja jeg er fristet til at sige at i ikke har fortjent den mængde liv i er blevet givet.

Men jeg ved skam godt at det er svært.

Ellers ville jeg jo ikke sidde i samme situation.

Det kan ikke blive ved på den måde, der må være en løsning, jeg ved bare ikke hvad.

Hvis der bare er en der har det ligesom mig derude, så må vi mødes en dag.

Bare os to.

Og finde ud af det.