De knasende knoglers usynlige anatomi 2- del.

Sandsigersken slikker blodet af mine knogler,

Suger marven ud.

Mine knogler knækkes som nøddeskaller

Ved det mindste vindstød.

Så jeg hopper og håber at hullet aldrig ender.

At tiden aldrig vinder det endelige slag,

At jeg som flyvende udødelig kan finde min ro i livet.

Aldrig har jeg været så bange

Som dengang de slukkede lyset

Så bange at jeg intet mærkede i tusinde år

Indtil det en dag blev tændt.

Uden jeg vidste det, så jeg verden igen

Og følte for de tusinde års smerte.

Følte så meget, at jeg til sidst følte intet igen

Jeg venter på at tidevandets røde dråber rammer, og slikker mit kranie,

Så mine hjerneceller kan slippe ud

Et huld vokser, og på et sekund er jeg fortæret

Vægtløs og gennemsigtig blandes mine farver til frygt

Og jeg maler videre.

Overblikket blinker som jeg

Og går i sort

Med åbne øjne er jeg tryggest,

Men med lukkede er jeg i fred.

Danser med indvolde og knogler hængene ud af min mund

Og med øjne i nakken går jeg på jagt

Efter jer som ikke passer ind

Eller omvendt.

Helhedens billede spalter alt i tre.

Den sidste i sort, den første i sorg,

Den tredje i tågen.

De fletter sig sammen i mit hoved til diffuse kvaler,

Til intet.

Til alt det, som ikke er virkeligt

Som det burde være