De knasende knoglers usynlige anatomi 2- del.

Sandsigersken slikker blodet af mine knogler,

Suger marven ud.

Mine knogler knækkes som nøddeskaller

Ved det mindste vindstød.

Så jeg hopper og håber at hullet aldrig ender.

At tiden aldrig vinder det endelige slag,

At jeg som flyvende udødelig kan finde min ro i livet.

Aldrig har jeg været så bange

Som dengang de slukkede lyset

Så bange at jeg intet mærkede i tusinde år

Indtil det en dag blev tændt.

Uden jeg vidste det, så jeg verden igen

Og følte for de tusinde års smerte.

Følte så meget, at jeg til sidst følte intet igen

Jeg venter på at tidevandets røde dråber rammer, og slikker mit kranie,

Så mine hjerneceller kan slippe ud

Et huld vokser, og på et sekund er jeg fortæret

Vægtløs og gennemsigtig blandes mine farver til frygt

Og jeg maler videre.

Overblikket blinker som jeg

Og går i sort

Med åbne øjne er jeg tryggest,

Men med lukkede er jeg i fred.

Danser med indvolde og knogler hængene ud af min mund

Og med øjne i nakken går jeg på jagt

Efter jer som ikke passer ind

Eller omvendt.

Helhedens billede spalter alt i tre.

Den sidste i sort, den første i sorg,

Den tredje i tågen.

De fletter sig sammen i mit hoved til diffuse kvaler,

Til intet.

Til alt det, som ikke er virkeligt

Som det burde være

digt

rosenblade

dufter

ikke

til

fred

dufter

til

kød

hænger

brændt kød

æder

luft

med stinkende tænder.

JEG MÅ NU BETRAGTES SOM VÆRENDE TILBAGE.

budget måske.

Jeg har været fyldt med alt muligt de sidste dage. Men det har ikke været specielt konstruktivt.

For første gang i lange tider har jeg rent faktisk haft flere lange tankerækker om bl.a. politik eller jeg skulle måske sige samfundsstrukturer, men også andre ting. fx. noget med hvad jég gerne vil...

Men det dræber mig en lille smule. Jeg har især tænkt meget over mit, nu mere eller mindre, offentlige output til denne verden. Jeg har sådan set analyseret det til hudløshed, og det skulle man tro var godt, men det dræber mig lidt. Det stopper tingene lidt.

Det må for alt i verden ikke stoppe dette her, eller skulle jeg sige verden her må for alt det ikke stoppe...

Eller et eller andet.

Jeg skriver oftest om lidenskab og jeg har haft lidenskab så det drev ud af min hjerne, men nu har jeg, lige pludselig, puttet det tilbage i min hjerne og tænkt og vendt og drejet det. Det er sku forsvundet drenge. og piger. og andre med køn.

Jeg må sige; jeg er låst nu.

Lidt indspist i mit eget kød.

Det flyder ikke længere.

Jeg spiser dødt og råddent kød.

Jeg har fået en rigtig bog i virkeligheden. Den har en særdeles god og beskrivende titel; Død Tid.

Sådan går det vel også nogle gange?

Der sker så meget.

Jeg har fundet ud af én ting!

Vi skal organisere os mindre og i mindre sammenhænge.

Vi må indtil videre droppe tanken om at være sammen alle sammen og gøre noget for hinanden alle sammen. Vi må eje mindre først.

Eje os selv lidt mere.

Når vi er mange kan den enkeltes moral tage en slapper, for sidemanden har sikkert styr på det - ikke?

Eller hvad med nej?

Jeg tænker kun selv her - ikke?

Godt så tænk lidt selv.

I må undskylde jeg røg vist lidt ud af en tangent. Der er mange ting her, jeg ved, jeg godt kan lide. Jeg prøver at huske på dem det næste stykke tid.

Sådan kan det gå.

Der sker jo også nye ting rundt omkring.

Kærlig Hilsen

Til alle

Kære Emma.

Undskyld for alle de gange jeg har talt ned til dig. Det er ondt, dumt og unødvendigt.

Jeg vil fremover prøve at være meget opmærksom på det, for jeg føler, at det er en stor brist ved min karakter. Jeg forfalder så ofte til diskret nedladende kommentarer og svar hvis jeg bliver irriteret eller forstyrret af, at du eller andre ikke forstår eller tænker tingene ligesom jeg. Sådan skal det selvfølgelig ikke være.

Jeg vil gerne ændre på det. Jeg ved ikke om jeg kan, men du må meget gerne hjælpe mig ved at gøre mig opmærksom på, når det sker. Jeg ved, du forstår.

Kærligst

Din ven

De knasende knoglers usynlige anatomi.

Jeg brækker mine knogler op gang på gang jeg åbner mine øjne.

Så med poser af titanium om halsen render jeg rundt.

Og sejler med de syv dødssynders vinde i ryggen, på de flotteste skibe

Skabt af mit eget skelet.

Rev min arm af, men du ville ha min fod.

Skrev et digt i blod, men du vil kun ha min sæd.

Kaldte mit liv meningsløst,

Og du slog mig..

Jeg lever slidt.

Snittet og slebet ned, for at en dag

At få en ny krop

Med titaniums laminering, leveret og kreeret af mine organer,

Stressende arbejder min hjerne

For at få plads.

Kaster mig selv for løvernes fødder.

Lader dem æde mig levende imens jeg kysser deres poter.

Slår til sidst i desperation men for sent.

Hvor er mine arme

Klippede mit liv ud af himlen den dag jeg blev født

Gravede efter helvede men fandt kun gråt.

Råbte og skreg efter tegn på det der manglede

Manglede i alt jeg så.

Jeg brændte resten væk

for at leve i intet.

Slangerne hiver, hviner og hejser

Mig op til de store, der, hvori alt bliver til hvidt

Knoglemasserne af det om en gang var

Det som aldrig bliver igen

Tabt i tusinde hvide stykker foran mit skelet.

Levner levende liv på de glubske gribbes sletter

Græder over de gylpede rester med misbehag men ægte

Saver deres afkom over og graver dem ned i jorden

For sjov

jord er du kommet til jord skal du blive

Hadet er sorgen

som en glat ål slimer jeg mig igennem dens bølger

for at kunne nå op må jeg springe tusinde skibe i stykker

skærer dem med mit spidse skelet gnaver dem over med mine rug tænder,

jeg tænder lys for alle de andre fangede fisk i havet

Jeg savler over sorg.

Afsked

Idag tager jeg afsked.

Idag kigger jeg op på loftet fra min seng og ringer til hende.

Det bliver nok svært.

Men ok.

Hver dag er en kamp.

Det føles ret dårligt

men faktisk ret godt

Jeg lever

Jeg råber op

Siger noget

Markerer begyndelsen

Fordærver enden

Lad os nu sammen ride vestpå ud mod den flammende røde horisont

Med vores flotte cowboystøvler og trofaste stråhatte

leve i nuet.