Min kæreste er en bjørn

I morges drømte jeg, at min kæreste fortalte mig, at hun var en bjørn og at vi derfor ikke kunne være sammen længere.
Hun jagtede mig rundt i Københavns gader.
Jeg tror nok blandt andet Christianshavn.
Da jeg kom tilbage til min lejlighed i drømmen, var der en rude der var smadret og dækket til med sorte plastiksække gaffa-tape.
Det var meget uhyggeligt, og jeg var fortvivlet.

Da jeg vågnede lå min kæreste i mine arme, og jeg krammede hende meget hårdt og længe fordi jeg var så lettet over, at hun ikke var en bjørn.

Jeg har læst på nettet om hvad det betyder når ens kæreste siger, at hun er en bjørn i en drøm. Det er ikke rigtig til at finde ud af.
Jeg tror det er noget med at der er en fare for, at noget i vores forhold går galt.
Jeg tror det har noget med mig at gøre.
Det er en fare der jagter mig, ligesom hun gjorde.
Eller måske rettere en fare jeg flygter fra.

Jeg flygter fra noget.
Det gør mig lidt bekymret.
Jeg må snakke med hende.
Jeg gør det på søndag, om morgenen.

Koldsved

Titusind ravne river mig i stykker indefra

det kan være fucking ligemeget nu hvordan jeg ser ud udenpå.

Tog min tillid, kærlighed og respekt og smed den bevidst ind i en andens pik og derefter op i hende selv.

Følelseskold.

...

Ligeglad

...

Ignorant

...

Slipper afsted med det hele.

Hun er alt og intet.

Et kæmpe spark i maven hver gang jeg overraskes over at det er hende jeg snakker med. 2 år, numero uno, og stadig ikke en skid medfølelse. Jeg kan ikke kapere det. Jeg dør tusind gange per. sekund hver gang billederne hersker i mit sind om natten.

Min fornuft er værdiløs og min sjæl findes ikke.

Godnat

I nat vil prøve at flygte.

Man kalder mig for æstetikeren

SÅ

MANGE

GANGE

FØR

har jeg prøvet det.

det er svært. svide skært.

mine tanker farer hensynsløst rundt.

fine fanker farer fensynsløst fundt.

jeg kan sgu ikke lige finde ud af det.

håber det her vil lukke mine øjne for nu.

eller rettere åbne dem måske.

jeg ved du kalder, jeg hører dig.

jeg er bare igennem en hård tid lige nu.

håber dette har været et bjæf midt i ulvenes hylen!

Kærligst .

Tåget

Tilbage men tåget. Er det hvad jeg kan forvente, er det det som forventes.

Måske smerten er vejen, lever vi alle i den.

Lever vi alle i forskruede perceptioner, forvrængede billeder.

Jeg lever med billeder, det er sikkert, de er mit liv.

Måske er mine bare for foranderlige, for hoppende, ikke flydende.

Mine billeder er alt og intet, som jeg er alle og ingen.

Er det virkeligt, eller virkeligt nok til at være normalt.

Eller er jeg stadig psykotisk?

kom nu inaktive hanaber!

kom nu inaktive hanaber!

kom nu inaktive hanaber!

det er ikke en poetik. = sammendrag.

mvh.

nu vil jeg gøre noget andet.

i dag gider jeg ikke.

i morgen gider jeg heller ikke eller måske gider jeg.

jeg er grøn eller rød eller sort eller lilla eller hvid.

jeg er muligvis en lille smule guddommelig. jeg tror måske mest jeg er

dødelig. domdødelig?

kedelig. kødelig.

i aften skal jeg bare spise og sove. måske tænke på dyr eller maskiner eller aber.

jeg ved godt jeg skriver desperat for desperate.

men ikke i aften. ikke nu i hvert fald.

jeg vil forholde mig afventende til natten og mågerne og beats'ne.

I aften tror jeg ikke jeg vil kigge nogen i øjnene. højest en fremmed.

min forsamling forkynder ro.

hiv sejlene ned.

tro ikke på jehova.

sov sødt neobeatnikkere i mine kroppes haver.

jeg håber i finder skygge for den bagende måne.

VI... 4? mere. vi. jeg.

VI fremskynder djævlen og al hans væsen
– Processen –
VI er levende i en kreds.
Som kreationister skaber vi liv i øjnes spil
For galleriet. for det er vel der kræfterne skal
Lægges. Tiden har hos os mange farver.
Det er vinden der bærer tiden frem.
Det er vinden der i lilla nuancer bærer
vores tid frem. Vinden puster tiden op
til andet end dødens dimension.
VI er en kreds et kollektiv. forenede.
Farvestrålende.
Frugtbare. som op i satan.
VI har døden spredt som blomsterstøv over vore hjerner.
.Vores hjerter banker afsted.
VI læser livets og drømmenes safter for
Hinanden i vores mørke tilrøgede kamre.
Sindene kommer i et væk. orgamse. orgamsekramper
Er vores brændstof. VI er ikke satanister.
HVOR LÆNGE SKAL VI SLIBE VORES KLINGER.

Mine øjne falder i. og vores tid er ikke mere. mit jeg er stadig flere dog.

ny... blod... smuk...

6000

rype

sejl

. kjoler

. emblem

. blod

mund

sol

hæld

krampe krampe krampe

sekstusinde... Rype... Sejl...

guillotine

guillotine guillotine

krampe

sminke blod hår sminke hårdt blødende.

jeg har økser i ærmerne

skyder med spillekort

ingen stave

ingen tryllestave

men magi menes muligt. medansvarlige måber

ikke forberedte

smiler de til stjernerne

det er det højeste

eller ingen tro.

Jeg vil bare danse nøgen rundt i en evig ekstase af Norsk electro-punk.
"I ran into her on computercamp" med sveden dryppende fra mine armhuler og pikken stående i en 80 graders vinkel ud fra min krop.

Hvorfor skulle jeg lyve over for mig selv? jeg kommer til at ende mine dage i et badekar fyldt til randen med sperm og miraclewip, mens nationens skarpeste fisser
kysser mine fødder.

Nu flyder det

Det hele flyder

det er ikke en storm jeg

er bare ikke helt med

Mit naive barn.

Mit naive barn.

Ses der sådan på min person?

Er man naiv i denne verden, hvis man har det om jeg?

Hvis man har set alt ondskab udspringe fra ens eget centrum, set alt ondskab med ens unge øjne.

Stadig troende på det bedste i os alle, samlede.

Er man da naiv?

Har man da et godtroende, umodent syn på det man kan, og burde opnå ved at være i live?

Enten har i ikke set, følt, hørt, smagt, smertet verden som jeg.

Uden denne viden, om skæbnens dystreste konsekvens, er det klart, at i, ser på mig som for følsom og naiv til livet, når det egentlig er jer der er de sande naive, forblindede teenagere og umodne voksne i tomme kroppe.

Eller værre.

I har set, følt, hørt, smagt, duftet, smertet verden som jeg, og vendt ryggen til.

I jeres skræk ved synet af livets ondeste kvalmende smil, har i vendt øjnene ind i jer selv, forfalsket jeres eksistens, forfalsket og forgiftet menneskenes historiske stolthed, og dennes skrøne om det gode.

I er de uvinde.

I er de dumdristige.

I er de naive mennesker uden lyst til at lære.

Uden lyst til at nikke og tage imod sorgen ved vores alles største fejl, uden lyst til at føle stoltheden ved at handle på det der skal handles på.

I kan gemme jer i jer selv. I kan gemme jer bag materialismen og populismen.

Så vel, socialismen som liberalismen, ja, alle ideologiernes forskruede grene, alle styresystemernes svækkende kasser, med deres falske tryghed, og misledende hvisken.

Gem jer, så vel, bag mig, som jeg har gemt og beskyttet mig selv bag jeres falske liv.

Men livet vil være det samme.

Den bitre smag forsvinder aldrig fra jeres bagerste dybeste lag, medmindre, i løfter hovedet og tage i mod det ægte. Tager imod mig.

Vi har mistet troen på hinanden i vores liv, og vi har mistet troen på os selv i andres.

Livet er absurd og kvalmt.

Men det betyder ikke at vores handlinger skal være det samme.

Så kald mig bare et naivt barn.

En samfundssvaghed. En ulykkelig sjæl, blandt alle jer lykkelige egoister.

Men jeg ser i gennem jer, hver dag, hvert sekund, og jeg mærker jeres frygt.

Mine øjne vil snart brænde jeres inderste tanker frem, dem vi alle lever vores liv for at skjule.

Dér, vil jeg mærke jeres hjerter hamrer jer til døde, ved det nye syn på livet, med dennes kvalmende døde ansigt.

Dér, vil i forstå, at i, har smilt hele jeres liv, et smil, uden betydning.

Følt en glæde, uden følelse.

Fortalt en løgn uden en sandheds eksistens.

Levet et liv uden betydning.

Dér, vil i forstå, at kun sammen. Kun fælles, kun med kærligheden til livet blandt andre, blandt fælles fjender af det at være i live, kan vi finde en vej ud af den grå, massive tåge af intet, som truer med kvæle os, hvert øjeblik, og finde en vej til det bedre, ægte, sande naive liv i al dens skønhed.

Så kald mig bare naiv.

Men i det mindste er jeg ægte naiv, og ægte naiv er vel bedre end falsk alvidende?

Som naiv, er den eneste måde jeg kan, og vil leve mit liv, den eneste måde, hvorpå jeg kan beholde mit håb om mening, ved jeres og min, så vel, fødsel som død.

Den eneste mulighed jeg har, for at finde en mening ved alt det grå imellem disse to kontraster.

Og ja; kald du det bare et liv hvis du vil.

Mit naive barn.

Diffust omvendt, du ved,

En splittet sjæls syn, er det ægte?

En såret sansning af verdenen.

Mit ægte liv jeg søger, fordrejes af min mistro. Mit ambivalente tilhørsforhold, kvalmer og ryster alt.
Intet er tilbage, eller var det der fra starten?

Min mening er mit onani. jeg rør mig selv, til verden kommer.
skaber liv, i længsel på, efter krigens smerte lammer. larmer jeg mig ind igen, og ser verden omvendt levende.

En tanke. Jeg tanker mig op til liv

Fuck

Sendt til tælling igen. igen. for mange, hvor mange endnu?

Smager blod, men føler mig aldrig levende. Han slår og slår.

Jeg rammer hver gang, præcist som en kirurg, men skader kun mig selv.
Så jeg skader mig selv i stedet. igen og igen. Med kniv med sværd med ild, men skader kun mig selv. Igen.

Hvor mange gange endnu?

Jeg flygter i bil i båd i fly i løb. Men når jeg ser i spejlet, sender han mig til tælling igen. Når jeg gir op, beder om nåde, kastes jeg tilbage.

På rad og række bægers jeg ind i ringen.

Hepper huer, græder. Ler. Mens jeg står og danser om min egen skygge, min egen overmand, Med blodet sprøjtende til alle sider. De slikker mit blod, og brækker det op. Ånder min frygt, og sukker lettet.

Han slår og slår.
For mange gange endnu.

Sendt til tælling

Fra S til S

Kære S

Men Jeg er så bange. Hvis mine mågers skrigen bliver dine, min afgrund fundet. Hvis jeg ikke er alene i det farverige mørke, hvad ændring vil det gøre, hvilken betydning, kan to fortabte have på intet?

Du må finde din egen kirkegår, dit eget hellige tempel af absurd normalitet. Mit er korrupt, lige så ægte som den verden vi flygter fra.

Når du finder din afgrund, din psykotiske åbenbaring, råb til mig fra din plads, og jeg vil kaste mig i dine arme.

Først der, kan vi finde hinanden, finde verden. Guide hinanden igennem det kaos som vores øjne brænder vores fælles hjernetråde med.

Jeg er ikke altid, kan ikke være, altid.
Men Jeg ved du prøver at finde mig, altid.
Som ingen anden.
Jeg tager din hånd, næste gang.

Jeg elsker dig S.

berøring ikke nødvendig. kun i det der er indenfor huden.

Til S

kære S

vil du rive mit hjerte ud

presse det

få det til at dryppe og pumpe voldsommere

du må gerne spytte på det.

Kære S

kan jeg

Føle dit sind under min hud

så lad det brænde

tungt og længe

så jeg kan blive lyserød

Kære S

lad mig lide med dig

Det er

krampe krampe krampe krampe krampe

abstraktion

krampe krampe krampe krampe krampe

og vi to er

to ben.

og torso.

og to arme.

og hals. brækkende

og hoved.

og hjerne.

og hjerte.

og skridt. køn. lem.

kan jeg få lov

at

tage din hjerne i mine hænder

og slikke den

som min hund gjorde da jeg som barn havde slået mit ben.

kan vi være

barn og hund

og hund og barn

kan man tage dit hjerte

gøre det rødt igen

lade det svæve rundt i drømmenes

klare klare vand.

Kære S

salverne fyger om dine ører

men din hjerne

har ingen sår

. tror den

. vil den

jeg smører dit hjerte

når jeg kan.

men jeg er ingen god doktor

det ved jeg.

derfor dette ønske.

lad mig ikke stå som en tynd plat fernis.

hjerter har bobler. det ved jeg. Du skal også boble op

i røgen som er god og tyk.

mågerne skriger dig vågen i afgrunden.

og jeg, mit naive barn leger rundt og leder

efter afgrunden.

Dine øjnes skrig krymper mig op i din hjerne

og jeg vil bare spille basun og bækkener og stortromme

men der ikke plads

så jeg spiller piccolofløjte

og det er alt for skingert. det kan jeg se i dine øjne.

Kære S

skovene brænder omkring os, men skal vi slukke dig først?

skal vi ikke også brænde mine hjernetråde lidt?

bagefter kan vi gå forenede i kamp?

perspektiverne kan drejes, men vi sidder på dem. begge.

Kære S

du er ikke et menneske

det kan du ikke være

heller ikke jeg.

menneske rimer på moral og fysik. der kan vi ikke være.

lykken har vi ladet ligge på den tørre sten vi så da vi kravlede ud

af mødrenes åbninger.

Mennesker kan man ikke elske.

jeg elsker dig S.

Et liv?

Rejsen

Min rejse var lang, gik igennem intet. Altid Omgivet af skyggerne, som kom af lyset.

Jeg vidste ikke hvad det var – hvornår det begyndte, sluttede..

Hvor jeg var på vej hen, men vidste det var en rejse.

Jeg fejlede, svigtede. Døde undervejs; blev født på ny.

I alt jeg så – absurditeten herskede.

Al den smerte, al den anger, Jeg troede jeg var i helvede.

Mit eget lille private helvede. En flammende mur som adskilte mig fra resten af verden.

Tiden står stille, men kan ikke fanges. Glider igennem mine hænder når jeg prøver.

Kun dødens fremmarch gør mig bevidst om dens gang.

Den er for abstrakt til min begribelse – som denne rejse.

Min rejse gennem livet.

Byrden

Med rystende hænder vakler jeg frem.

Kvalt og blændet af den kvalme, som mine tanker har skabt.

Imens jeg kæmper for luft, banker mit hjerte i al sin kraft

Af mine tanker om livet

Det jeg fik givet.

Uden hensyn uden lyst.

Min krop den skriger; skriger efter trøst!

Men min stemme er væk, min mund af mistro stivnet.

Ingen vil forstå min største pinsel; at jeg blir syg af livet.

” Verden”

Jeg ser en verden af glas.

Så klar og klam.

Ønsker jeg kunne knuse de blanke vinduer.

Se det rene glas falde som spejlende spyd.

Spidde os ihjel med egen overfladisk tryghed.

Se glasset som det burde se ud.

Knust og stænget til; med det blod vi glemte vi havde...

Den fortabte generation.

Døbt af tidens kvaler fra den dag vi blev født.

Vores liv levet, til den dag, hvor vi ikke længes efter andet end døden.

Vi har lært af vores fejl. Fejlet dem igen, og fejet dem under gulvtæppet, til musikken af normens tryghed.

Lærdom om menneskelighed, er gået i forhistoriens glemte skab. Vi er de dømte. Dømt af de samme mordere som har skænket os livet.

Vi er den fortabte generation.

Som kun har til forskel fra forfædrenes overfladiske menneskelighed, at vi lever velvidende om at der ikke eksisterer ægte værdier, vi har ingen illusioner at knytte os til.

Ingen mål synes begribelige, andet end den intethed populismens slør har gemt så længe

Igennem intet, for intet, går vi dødens march.

Synger livets sang med dyb sørgmodig mumlen.

Vi ser efterladenskaberne af den før så selvhøjtidelige race, vakle rundt i Nihilismens ubrydelige greb, med den pinlige viden om vores egen selvforskyldte smerte

Med viden om vores egen magtesløshed overfor de menneskelige svagheder, vi bærer og skaber i vores sind.

Vi ved, at I denne Verden, med dette folk, er hver mand sin egen gud.

Og vi blir i hinandens liv, vores alles død.

Dybsindig vold

Arrene sprækkes, smerten skær.

Tanken om døden er pludselig så nær.

Blodet pibler, griser.

Løber som tårer ned af den forpinte krop.

Viser drengens råb om hjælp og stop.

Det mørknes og størknes.

Som personen med depressionen.

Smerten forvinder, da vreden fremtvinger.

Kniven igen.

Arrene sprækkes, smerten skær.

Tanken om døden er altid så nær.

Betydning.

Jeg vil rive jer ned fra jeres fantasi, og dennes opstillede liv.

Ned til mig og min verdensdepression.

Pege jer frem til alt det falske og forkerte, og mærke jeres hjerter hamrer jer til døde ved angsten om det virkeliges fald.

Og vi vil grine sammen. Til synet af livets kvalmende døde ansigt.

Vi vil smile uden betydning

Et liv?

Mit liv er en strøm af uforstyrrede refleksioner.

Skabt af indtryk og følelser,

som igennem vibrationer,

Skydes op i min hjerne og tegner mit liv.

Præger mit sind.

Skubber mig ind

Den sidste barriere.

Tiden rammer mig og jeg flygter med frygten om livets sorte ende.

Jeg tvinges tilbage til det flade syn.

Glemmer min trang til den psykedelisk sande side.

Til den ukendte frihed.

Får kun syrede smagsprøver på det psykotiske livs velsignelser.

Delt i to. I frygt og farver.

Skåret midtover, af tidens usynlige guillotine

En verden i had.

Vi skaber liv i had, og hader disse liv.

Græder for alle de fortabte sjæle, som vores had ikke nåede at ramme.

Vi hader døden.

Hader det vi elsker endnu højere.

Hader alt det had, vi skaber.

Så vi hader os selv

Evig kulde.

Ser i mig ikke stå ventende.

Mens jeg rækker min kolde hånd ud.

I vil mig måske ikke?

Jeg ønsker kun jer, ønsker kun mig selv i jeres øjne.

Men ser kun rygge. Ser kun sørgmodige blikke, bag stærke facader.

Ser flokke af tilfældige sjæle.

Uden betydning. Uden mening. Uden liv.

Hvad er vi uden hinanden?

Psyko.

På kanten til psykotisk flyder livets farver sammen.

Meningen er meningsløs.

Mit Intet er fyldt ud.

Smukkere har ingen set på verdens synder.

Jeg er den første, den sidste af min slags.

I bør frygte mig og mit syn.

Som Jeg frygter i vil.

I bør lytte til den hvisken, som kun jeg kan høre.

Hvis bare i kunne se som mig.

Føle som mig.

Dø som Jeg dør hver dag.

Blive genfødt fri fra verden.

Og flygte psykotisk

Til livets andet ansigt.

En mening

Danser for mig selv med lukkede øjne.

Beskriver hvert sekund i søvne, mens jeg nærmer mig havets kant.

Betragter fantasien i mit hoved, som opblomstre ved hvert et nyt trin.

Hver berøring mellem min krop og blæsten.

Vandene bredder sig. De fanger mine bevægelsers kraft.

Gemmer dem til evig tid i det blå dybs minder.

Udødeliggjort, tager jeg min afsked